Akut otitis media
Akut otitis media (AOM) er det faglige udtryk for en akut mellemørebetændelse og betragtes som den hyppigste lidelse hos børn. Sygdommen ses især hos spædbørn i alderen 6-12 måneder, og omkring 70% af alle 3-årige har haft mindst ét tilfælde af AOM.
Typiske symptomer på akut otitis media
Det klassiske symptom på AOM er akut indsættende øresmerter i mellemøret, der opstår sammen med feber. Nogle gange er smerterne ikke åbenlyse, og forældrene bemærker måske blot, at barnet tager sig hyppigt til øret. En samtidig infektion og nedsat hørelse vil næsten altid være til stede. Hvis trykket i mellemøret stiger betydeligt, kan trommehinden sprænge. Sker dette, vil smerterne ophøre, og der vil flyde pus ud fra øregangen.
Hvordan opstår AOM?
Tilstanden opstår som en følge af en virusinfektion i de øvre luftveje. Gennem det eustakiske rør er mellemrøret forbundet med næsesvælget. Under en akut infektion kan bakterier fra næsesvælget passere op gennem røret og etablere en betændelsestilstand i mellemøret.
Hos 30-60% af patienterne er infektionen forårsaget af pneumokokker (streptococcus pneumoniae). Andre udbredte bakterielle årsager inkluderer haemophilus influenzae, moraxella catarrhalis og gruppe A-streptokokker.
Behandling af akut otitis media
Da sygdommen oftest går over af sig selv, er alvorlige komplikationer sjældne, og antibiotisk behandling er i reglen ikke nødvendigt. Ofte er det tilstrækkeligt at give barnet smertestillende behandling og se tiden an. Næsedråber kan lindre ubehaget, men åbner ikke for det eustakiske rør.
En konservativ behandling kan dog komme på tale efter lægelig vurdering, særligt hvis barnet er under seks måneder, eller hvis barnets almen tilstand og feber er tydeligt påvirket. Ved allergi over for penicillin kan lægen vælge et alternativ i form af makrolidantibiotika.
Hvis du ønsker en lægelig vurdering, skal du opsøge almen praksis som start. Ved mistanke om komplicerende faktorer eller recidiverende infektioner, vil lægen henvise dig til en øre-næse-halslæge.